onsdag den 18. januar 2017

Jeg er flyttet

... og måske også genopstået fra de døde? Either way, kan jeg nu findes på følgende link, hvor mit nytårsforsæt vist er, at jeg skal blogge lidt mere igen:


onsdag den 31. august 2016

YAAAAS

I dag har jeg været på arbejde i ti (lange) timer - fra morgen til aften og i princippet er hele min dag gået med dét. Men ved I hvad? Det gør mig faktisk ikke så meget, for det har faktisk været en ret så god dag! Jeg ved ikke hvorfor, men her til aften, så er det som om, at min pebermynte-te bare smager dét bedre, min aftensmad var toppen (ristet rugbrød med æg? Bring it on!) og Spotify spiller alle mine yndlingssange - selvom jeg har sat den til at afspille tilfældige sange.

Det er rart, når det er lang tid siden, man har haft sådan en dag, hvor man egentlig bare tænker: Yaaaas!

Så her får I to rare sange, der får mig til at synge ekstra højt og danse gennem livet: 






torsdag den 18. august 2016

Én gang fan, altid fan

Det var ikke engang dét at læse den nyeste Harry Potter-bog (må man egentlig kalde det dét, når det er et manuskript? Og det ikke KUN er J.K. Rowling, der har fundet på historien og/eller skrevet den?), der gjorde, at jeg faldt i nostalgi-fælden; det hele startede for flere uger siden. Måske måneder? Siden jeg flyttede i hvert fald.

Jeg fik en dag et sug i maven, da jeg kiggede på min bogreol - og så begyndte jeg at læse Twilight igen. Ja, den dér bog om ham vampyren og hende mennesket, som ingen kan lide. Personligt kan jeg nu både godt godt lide bogen og hovedpersonerne (én gang fan, altid fan) - og det var tilpas lang tid siden, jeg sidst havde læst den, så 1.) jeg havde glemt ret så meget og 2.) det var verdens bedste gensyn. Faktisk var det SÅ godt, at jeg både fik læst New Moon og Eclipse, nu hvor jeg var så godt igang og endelig havde tid til at læse! Og overskud ikke mindst. Men Breaking Dawn ... overskuddet til at gå igang med dén er ikke-eksisterende. (Hvorfor er den så dårlig!?)
Kender I det, hvor man læser en bog og bare bliver helt vildt nostalgisk, men samtidig også bare føler sig som dén person, man var dengang man læste den? Ved første kapitel blev jeg transporteret tilbage til mit gamle værelse, dengang jeg var 14 år og ikke lavede andet end at ligge i min seng og læse. Jeg levede og åndede for Twilight - og dét bærer mine bøger også præg af. De er slidte... men på den gode måde.

Det var et rart gensyn - og det mindede mig om, hvor mange år siden der er gået og hvor jeg var og er nu.

Og så var der også lige det dér med, at jeg engang syntes det var en fantastisk idé at bruge den halve nat på at sidde og tegne, skrive kommentarer og overstrege mine yndlingspassager i den første bog i serien. Bare fordi.
Dét vækker også minder.



Alt dette førte til, at jeg har brugt sommeren på at gense (GILMORE GIRLS!) og genlæse alt mulig godt!

Senest er jeg blevet færdig med Anna and the French Kiss af Stephanie Perkins, som jeg læste tilbage i 2011 - igen havde jeg glemt stort set hele handlinen, så det var et rart gensyn med en virkelig rar, hyggelig historie og nogle karakterer, jeg helt havde glemt, var søde! En ægte sommer-feel-good-bog, som jeg klart kan anbefale, hvis man nu gik og manglede en rigtig god bog at bruge tiden på indendøre, mens det regner udenfor og håbet om en varm dansk sommer langsomt forsvinder...

Og nu sidder jeg - efter endt genlæsning - og overvejer, hvad jeg skal genlæse. Måske jeg er ude i noget Vampire Academy - eller måske bare den første Harry Potter-bog. Uanset hvad er der ikke noget bedre end at vide, at man har tiden til at sætte sig ned og læse igen! ... Inden man (læs: Mig) starter studie igen d. 5. september.

søndag den 14. august 2016

And so we meet again, Potter


Desperate times call for desperate measures... eller I ved - jeg har lige læst den dér nye Harry Potter-bog færdig. Og så tænkte jeg, at jeg blev nødt til at skrive et indlæg herinde. For jeg er sådan helt fyldt op med tanker og det kribler i mine fingre - for det er en ny Harry Potter-bog. Det er jo fortsættelsen til ens BARNDOM! Det er de karakterer, jeg er vokset op med, der nu pludselig er voksne. Det er SÅ underligt - men samtidig også hyggeligt og nostalgisk. Og vildt at læse en NY Harry Potter BOG (selvom det jo 'bare' er et manuskript).

Det hele startede med, at min veninde - som jeg bor sammen med (roomie-lykke!) - var i London for at se teaterstykket (Misundelig? Hvem? Mig?! (... ret meget)) og havde den med hjem som souvenir til mig - så i går gik jeg igang - tøvende.
Ligesom mange andre, har jeg på det seneste følt, at J.K. Rowling malker universet lidt for meget. Det er lidt ligesom et rigtig god glas saftevand; hælder man for meget vand i, for at glasset skal holde i længere tid, begynder det ikke at smage af særlig meget. Sådan har jeg det lidt med Harry Potter-universet. Og dog. Måske.
Det er nok mest tanken om alle udvidelserne, der gør mig træt i hovedet. For når alt kommer til alt, så kan jeg altså ikke stå for et gensyn med Harry og alle de andre. Der er et eller ved at tage en dyb indånding og dykke ned i det velkendte univers og bare lade det hele skylle ind over sig; at føle sig som 11-årig igen og håbe på at få sit brev til Hogwarts (Spoiler: It never happened).

Og det var også sådan jeg havde det med Harry Potter and the Cursed Child; jeg var tøvende, men langsomt blev jeg overbevist - og så sad jeg pludselig dér midt i mit køkken med en lunken kop te i koppen og vendte den sidste side i bogen og følte mig helt trist til mode.
Det var et virkelig rart gensyn. Og ja - vi kan godt blive enige om, at historien ikke er helt på toppen; den er alligevel skruet sammen på en måde, så man alligevel føler, at man får noget ud af bogen... på en eller anden måde. Den er velkendt, men samtidig også ny. Bedre kan jeg ikke beskrive det.

Så hvad er dommen? Læs den - og tag den for hvad den er. Det er nostalgi på høj plan, men det er faktisk også helt ok med mig, nu hvor det endelig skal være. (Og så er jeg ret vild med Scorpius...)

torsdag den 14. april 2016

Så lavede man lige en Adele



Hello - it's me... 

Jeg fik aldrig rigtig givet lyd fra mig, efter jeg skrev sidste indlæg - d. 31. januar. Så ja - man kan vel egentlig godt sige, at jeg laver en Adele. I ved, når man har været væk et stykke tid, og så pludselig dukker op igen... med et billede i sepia-farver og med en sang, der går nummer ét på alle hitlister. Dét sidste kan jeg vist ikke helt klare, men billedet - check! 

Så hej! Her er jeg igen. Nu skriver vi april! Meget er sket siden. For eksempel er mit pandehår blevet ret så langt, og jeg håber og tror på, at sommeren 2016 bliver dér, hvor jeg endelig kan stryge mit pandehår bag ørerne og det bliver dér - det er jo heller ikke tager over et år eller noget som helst. 

Udover pandehåret, så er det hele egentlig lidt meget det samme. Jeg er stadig ikke særlig god til at tage min opvask (dat udeboende life...), jeg drikker for meget kaffe og jeg får ikke læst så meget, som jeg gerne ville.
Jeg er i praktik i øjeblikket, og selvom jeg ikke har særlig meget universitet at bekymre mig om (indtil om en uge, hvor der er én måned til, jeg skal aflevere min første opgave det her semester - det glemmer vi lige for en stund!), så er det bare som om, mit hoved er helt tungt, når jeg kommer hjem og jeg slet ikke kan tage mig sammen til at vende bare én side i en bog. Også selvom det er en god én af slagsen.

Til gengæld har jeg fundet glæden ved at se underlige lufthavns-programmer på youtube - det er som om, dét at se folk bringe helt vildt meget underligt mad ind over landegrænser er mere lokkende... kan jeg kende mig selv igen.

søndag den 31. januar 2016

Back to the roots

For det er vel egentlig dét, jeg gør.

Kender I de dér nætter, hvor man falder i staver over gamle webcambilleder (og bliver transporteret tilbage til gymnasietiden - årh, så mange gode minder og billeder!), sidder og hører Ed Sheerans Give Me Love på repeat og ikke rigtig kan sove? Jeps, sådan en har jeg lige nu.



Jeg tror egentlig, det mest er fordi, jeg ikke har lyst til at sove; jeg fik ferie i mandags efter næsten to måneders konstant eksamenstress, og nu er jeg endelig en fri fugl og har ikke lyst til at spilde min tid på søvn. Selvom jeg helt sikkert har brug for den... men jeg vil jo bare gerne lave dét, jeg ikke havde tid til, fordi jeg skulle udtænkte måder, jeg kunne bruge teori på og måder, hvorpå jeg kunne tage mig sammen. Tough times!

Så nu sidder jeg altså her, og har besluttet mig for at blogge igen. Dels fordi jeg er lidt nostalgisk på grund af ovenstående billeder og musik, men også fordi jeg gerne vil skrive igen. Jeg føler lidt, jeg mangler det i min hverdag; om det så er for at sige, jeg har fundet verdens bedste musical, eller om det bare er for at sige hej og fortælle, at jeg har drukket tre kopper kaffe på under én time (kan ikke anbefales).

Forhåbentligt får jeg tid til det igen; mit næste semester er nemlig lidt anderledes. Med dette semesters overståede eksamener er jeg nemlig halvvejs gennem min bachelor (JA, HALVEJS! HVOR VILDT ER DET IKKE LIGE!?) og det betyder, at jeg nu på mit fjerde semester skal i praktik. Yes! Nemlig! Indbygget praktikperiode og det hele... og jeg glæder mig meget til at komme ud og forhåbentligt finde ud af, at jeg kan bruge det, jeg har lært i undervisningen, til noget. Men også bare til at komme lidt væk fra uni. I ved, it's not you, it's me. Jeg har brug for lidt luft - og især efter eksamensperioden.

Så det store spørgsmål er: Jamen, hvor skal du i praktik Rebecca?!

Fortsættelse følger...

tirsdag den 15. december 2015

Gode ting der er sket i dag #3

JEG HAR FÅET BILLETTER TIL KONCERT MED VERDENS BEDSTE MATT CORBY, DER SPILLER I LILLE VEGA.

Sorry - jeg blev bare lige nødt til at komme ud med det! Er I klar over, hvor lang tid, jeg har gået og været lidt små(/ret meget) forelsket i hans musik? Og nu er min tid endelig kommet! Tiden, hvor jeg tager min veninde i hånden og skal ind og lytte til en mand, der synger sine følelser ud på verdens bedste måde.

Prøv lige at overvej ham:

(Spol 1:25 i klippet - så springer i en masse snak over)

Det er godt nok først d. 22. marts... men jeg tæller allerede dage ned, som var det min fødselsdag (det er det så også næsten - bare 12 dage før koncerten)! Hold nu op, det bliver helt vildt godt!

Og ja - så brød jeg vist lige min ikke intentionelle stilhed herinde. Men hey - det er en god måde at bryde den på, og hvem ved, om jeg vender kraftigt tilbage. Det er jo eksamensperiode... og I kender mig jo (eller - jeg kender mig selv godt nok til at vide, at enhver overspringshandling bliver taget imod med kyshånd).

Pas på jer selv og skru lige lidt ekstra op for varmen - dét har jeg gjort, og jeg tror, jeg ender med at synes, det er en god beslutning, når jeg vågner op i morgen tidlig og ikke skal bade mig selv i skoldhed te som den allerførste ting for at kunne holde varmen...